Andagt til 15. september.
”Alt det, som ikke udspringer af tro, er synd.” Rom. 14,23.
Er du nogensinde standset for disse ord?
Har det fået plads i dit liv, så du dømmer alt som synd, der ikke udspringer af tro?
Har du fået øjnene op for forbandelsen ved alt det selvgjorte?
Det kan se fromt og rigtigt ud i egne øjne. Og den tanke falder dig måske slet ikke ind, at Gud vurderer anderledes.
Vi kan få meget op at stå både i vort eget liv og i andres, men det ærer ikke Gud. Han ser på det som selvgjort gudsdyrkelse. Det ærer jo dybest set kun os selv. Herren vil ikke kendes ved det. I hans øjne er det synd.
Du må vogte dig. Ellers vælger du en vej, som er din og ikke Herrens. Du må blive stille for ham. Bliver du ikke det, er der intet i dit liv, der kan udspringe af tro.
”Fortroligt samfund har Herren med dem, der frygter ham, og han kundgør dem sin pagt,” siger David.
Det havde han erfaret.
Også hans historie fortæller om handlinger, som ikke udsprang af hans fortrolige livssamfund med Herren.
Da han ville måle Guds velsignelse ved at tælle sine folk, nedkaldte han Guds forbandelse over sig og Israel.
Gud ransager også dit hjerte. Han spørger altid efter din gernings udspring. Selvgjort tjeneste velsigner han ikke. Den er synd i Herrens øjne.
Det vidste Luther af bitter erfaring. Hans munkefromhed var synd. Går vi egne veje, er det altid syndens veje.
Derfor kalder Jesus dig også i dag ind i troens inderlige livssamfund med sig selv.
Han vil lede dig.
Han vil råde dig.
Han gør det ved at fæste sit øje på dig.
Derfor må du bøje dine knæ for ham.
Du er ingenting.
Alle dine tanker og forsøg vil mislykkes.
Men Jesus leder den blinde ad ukendt vej.
I din hjælpeløshed er han stærk.
Lægger du din hånd i hans, leder han dig på troens og lydighedens velsignelsesrige vej.
