Andagt til 14. september.
”De tiloversblevne, de, som er tilbage fra fangenskabet der i landet, lever i stor nød og forsmædelse, og Jerusalems mure er nedrevet og portene opbrændt”. Neh. 1,3.
Guds folk er trængt på samme måde, som israelitterne var det. Også vor mur er nedbrudt. Forfærdeligt mange i Guds folk har mistet sind og sans for den sunde lære. Det skyldes først og fremmest bibelkritikken.
I Paradis spurgte Satan: ”Mon Gud virkelig har sagt?”
Det samme spørgsmål stiller han også i dag gennem nogle tjenere i menigheden.
Det er de glubske ulve, som Paulus talt om. De vil ikke spare hjorden.
Fra vores egen midte kommer de, som går på rov.
Mange af dem, som kalder sig selv kristne, sætter spørgsmålstegn ved Guds ord. De mener ikke, at vi fuldt ud kan regne med det i alt, hvad der siges. Den grundholdning er farlig. Den gør den enkelte til dommer.
Mange i menigheden er mere afhængige af, hvad flertallet tænker og siger end af Ordets klare udsagn. Der er så meget, der er tidsbestemt, siger man. Man taler om modsigelser og fejl. Resultatet er, at man sidder tilbage med en bibel, man har tappet for autoritet og myndighed.
Guds folks værnende mur er også nedbrudt gennem den skjulte bibelkritik. Man fastholder det rette syn på Guds ord, men man retter sig ikke efter det. Hver gang samvittigheden rører på sig, beroliger man sig selv med sit bibelsyn.
En levende kristen tror Gud på hans ord og lever efter det. Dagligt lider han nederlag. Dagligt må han modtage nåde på ny.
Og han ophøjer sig ikke over Guds folk i dets store, åndelige nød. Nej, som Nehemias gør han sig til ét med folket og bærer det frem for Gud i bøn.
Gud har før gjort undere. Det kan ske igen. Ørkenen kan atter blomstre som en urtegård. Guds ord kan blive vort værn. Hans navn kan blive troet. Hans vilje kan blive fulgt.
Herre, lad det ske i din nåde!
