Andagt til 9. januar.
”At tælle vore dage lærer du os, så vi kan få visdom i hjertet!” Slm. 90,12.
Hvorfor viger jeg tilbage for at tælle mine dage?
Fordi døden er den sidste fjende, og fordi min gamle natur ikke bryder sig om at tænke på, at jeg en dag skal tage livtag med døden, og at mit legeme skal lægges i graven.
Guds ord kender mig til bunds. Derfor viser det mig den vej, jeg skal gå. Jeg må bede min himmelske Fader om at give mig den lærdom, som jeg ikke kan tage af mig selv. Og den er uhyre vigtig, for med den følger visdom i hjertet.
Djævelen søger at få dig til at forflygtige døden. Sjælefjenden ved, at kan han få dig til at glemme livsafslutningen, vendes dit sind mod denne verden, og du indretter dig i den, som om du aldrig skulle forlade den.
At bede om at lære at tælle sine dage er at bede om at få realitetssans.
Gud lærer os sin lektie.
På forskellig vis kan han lade os mærke forkrænkeligheden.
Svær og alvorlig sygdom maner til alvor.
Det samme gør dødsfald i familie og blandt venner.
Er man ikke helt ung længere, minder dødsannoncerne en om, at flere dør, før de har nået den alder, man selv har.
Du er et lykkeligt menneske, hvis du har gjort dit regnskab op og er klar til afrejse.
Du ved, at du kan få rejsebud, før du venter det.
Med taknemmelighed kan du se tilbage.
Herren har båret dig i lyse og mørke dage.
Gennem dem alle har du været dækket af syndsforladelsens nåde.
Samtidig ser du med fortrøstning fremad.
En dag skal alt det, du her ejer i troen, blive synligt for dine øjne.
Du skal samles med en utallig skare af alle folkeslag, stammer, folk og tungemål.
Da er de få blevet de mange.
Alle skal være vendt mod Gud Fader, den Almægtige og Lammet.
Helligånden skal herliggøre Gud, og evigheden skal fyldes af lovsang.
Når Gud lærer dig at tælle dine dage, fører han evighedsperspektivet ind over dit liv.
Det giver dit hjerte visdom.
