Når jeg er magtesløs, da er jeg stærk.

Andagt til 8. oktober.

2. Kor. 12,10.

For de fleste er vejen til magtesløshed lang. Vi har flere kræfter, end vi tror. Er vi kørt fast på én vej, prøver vi en anden.

Men bliver du i Guds skole, kommer nederlagets dag. Da står du med en tilstoppet mund. Da ser du ikke, hvor lidt du kan. Det går op for dig, at du slet intet formår.

Det er hårdt at være magtesløs – langt sværere end nogen af os havde forestillet os. Da er vor sidste udvej lukket. Du føler dig ribbet for alt. Der er ikke mere nogen menneskelig mulighed for redning. I dine tanker har du fældet dødsdommen over dig selv.

Samtidig er det lykkeligt for et Guds barn at være magtesløs.
Hvordan er det muligt?

Det hænger sammen med, at en kristens højeste lykke er at være kastet ind på Gud i sin nød. Da kommer det ikke an på dig. Du kan ikke længere løfte en finger til frelse. Herren må tage sig af dig.

Da beder du ikke mere om, at Gud vil styrke dine kræfter. Der er ikke noget i dig, som Gud kan give tilskud til. Herren må gøre alt, hvis du skal nå målet.

Det er ude i magtesløshedens yderste spids, du lærer at sætte dit håb til Herren alene.
At gøre det er ikke én mulighed blandt mange. Jesus er dit eneste håb. Uden ham er fortvivlelse tilbage.

Står du således over for Gud, kan han føre dig ind i sin sejr. Det gør han ved at åbne dine øjne for evangeliets rigdom. Han lærer dig ved sin Ånd og gennem sit ord at regne med Jesus alene.

En kristen, der er gået fallit med sig selv og regner med Jesus alene, er den stærkeste af alle. I ham fuldkommes Guds kraft.
Så længe du har egen styrke, kan Gud ikke komme til.
Er Herren dit alt, er du uovervindelig.
Ja, sætter du din lid til Jesus, er du stærk i din magtesløshed.