Andagt til 1. maj.
”Sandelig, sandelig siger jeg eder: hvis et hvedekorn ikke lægges i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det megen frugt.” Johs. 12,24.
Hvedekornet har en tung lod.
Det skal ned i den mørke og kolde jord for at dø.
Sådan gik det Jesus.
Han måtte ind i det dybeste og tætteste mørke, som overhovedet findes. Det er gudsforladthedens mørke. Der måtte han dø den legemlige død og den evige død.
Også du skal dø.
Dit legeme skal lægges i jorden.
Men allerede på vej mod graven er der noget i dig, der dagligt må dødes.
Det er selvlivet.
Mens du lever, fører Herren dig ad hvedekornets vej, så sandt du er Guds barn.
Han gør det ved at tage dig til side.
Før mærkede du andres velvilje og beundring, men det gør du ikke mere. Nu har du skuffet dem.
På forskellig måde bliver det klart, at de tager afstand fra dig.
Du har hørt, hvad man siger om dig.
Noget er sandt, andet er det ikke.
Men hvad der sårer mere end ord, er den holdning som ligger bag.
Hvad er det, der sker?
Bag alt står Herren.
Han lægger hvedekornet i jorden, for at det skal dø.
Dit syn på dig selv skal ændres.
Dertil bruger han ydre modstand og modgang.
Når du møder tugt og trængsel, nedbrydes selvlivet, men det søger at undgå døden. Det kan bruge lidelsen til egen forherligelse.
Men Herren slipper ikke sit barn.
En dag ser du dig afsløret i dit inderste.
Sandhedens lys stråler, og du kan ikke undskylde dig.
I din gamle natur bor intet godt.
Da må du tage afstand fra dig selv og leve i kraft af Jesus.
Intet af dit eget består.
Alt hans er urokkeligt.
Du ønsker ingen ære.
Den tilkommer ham alene.
I den stilling bærer du frugt for Gud.
