At bekende.

Andagt til 6. juli.

”Derpå kan I kende Guds Ånd: enhver ånd, der bekender, at Jesus er Kristus, kommen i kødet, er af Gud.” 1. Joh. 4,2.

At bekende betyder at tilkendegive, hvad der er det vigtigste i livet. Mange tror, at det bare er et spørgsmål om at sige nogle ord. De slår sig til ro med mundens bekendelse. De lever i et falsk håb. Der er ingen forbindelse mellem det, de siger, og det, der bor i deres hjerte.

Bekender du dine synder, vedgår du, at der er synd i dit liv. Synden klæber ved alt. Igen og igen føler du trang til at blive lagt mær­ke til. Lægger andre ikke mærke til dig, bliver du skuffet. Du vil takkes, æres og ophøjes.

Vi gemmer mange synder dybt i vort sind. Bestandigt dukker de op. De fleste hører tankelivet til. Af og til bryder synden også ud i handling, og man må forfærdes over sig selv.

Derfor må vi bekende, at der er synd i vort liv. Jeg kan ikke få bugt med den. Hvor meget jeg end anstrenger mig, kommer jeg den aldrig til livs.

Først og fremmest må du bekende Jesus. Det er ham, det drejer ­sig om. Han er den dybe sammenhæng i alt. Ja, han er gået ind og har med sine rene hænder rørt ved alle dine synder. Det gjorde ham så uren, at han matte dø som en forbryder på Golgata under Guds ­vrede og dom.

Bekender du Jesus, kommen i kødet, da peger du på ham som den, der har sonet alle dine synder på forbandelsens træ.

Jesus er kommet med et budskab fra Himlen. Han har forkyndt hele Guds råd til frelse. Men ikke det alene. Der var også et andet værk, han måtte gøre. Han skulle sone synden. Det kostede ham hans blod. Det kostede ham fællesskabet med Faderen.

Det er det, alt drejer sig om for os. Det har Herren selv overbevist os om ved sin Ånd.

»Jesus, Jesus, fuldkommen nok for Himmel og jord er gemt i det ene ord.«