Andagt til 10. august.
”Han drog mig op af den brusende grav, af det skidne dynd, han satte min fod på en klippe, gav skridtene fasthed.” Slm. 40,3.
Synden og dens følger er som en brusende grav og som et bundløst dynd. Benene rives væk under dig. Du når ikke frem. Du synker dybere ned i dyndet.
Hvordan bliver et menneske frelst?
Der kommer en dag, hvor du oplever graven så brusende, som aldrig før. Du fornemmer suget fra dybet. Da står det dig helt klart, at du er fortabt. Du kan ikke trække dig selv op. Du når ikke målet. Der er ikke nogen redning.
Men i din største nød kommer Jesus til dig. Du venter en knusende dom, men han kommer ikke med dommen. Han går ud i strømmen, ned i dyndet og griber dig. Så løfter han dig op og sætter dine fødder på en klippe.
Tænk, at have en frelser, der ikke kommer med gode råd. Han giver dig ikke en anvisning på, hvad du skal gøre for at frelse dig selv. Nej, han griber selv ind og frelser.
Jesus har et middel, hvorved han fører dig op på klippen. Det er hans ord. Der er frelsende kraft i Ordet om korset. Dette ord er ét med det, der skete på Golgata. På forbandelsens træ greb Jesus dig. Der drog han dig op. Det skete ved, at Jesus selv blev opslugt af den brusende grav. Han forsvandt i det bundløse dyb, mens dine fødder blev sat på frelsens evige grund.
Måske står du fremmed overfor frelsens virkelighed. Du synes, du mangler en frelser. Men det gør du ikke. Jesus er din frelser. Det er troen, du mangler. Dine øjne skal åbnes for, hvad Jesus har gjort for dig. Derfor skal du give agt på Guds nådes ord.
Gud vil vise dig, at Jesu hænder er udstrakt imod dig. De er mærker af de sår og slag, som det kostede ham at drage dig op af syndefordærvet.
”Med al din nød dig i hans arme kast.
Han holder fast, han holder fast”.
